Har du et bud på, hvordan der kan komme bedre styr på de statslige it-projekter?
En række statslige it-projekter har oplevet betydelige overskridelser af det oprindelige budget og af den oprindelige tidsplan. Regeringen nedsatte derfor tidligere på året en arbejdsgruppe, der skal komme med bud på, hvordan der kan komme bedre styr på de statslige it-projekter. Arbejdsgruppen består af højtstående embedsmænd fra Finansministeriet, Økonomi- og Ervhervsministeriet, Skatteministeriet og Videnskabsministeriet.
Til at hjælpe arbejdsgruppen er der etableret en Rådgivergruppe bestående af eksperter fra private virksomheder, offentlige ledere samt en førende forsker i store anlægsprojekter. Rådgivergruppen mødtes første gang for 2 uger siden og drøftede de udfordringer, staten står overfor i dag.
Arbejdsgruppen betjenes af et sekretariat i Finansministeriet. Sekretariatet har afholdt en lang række møder med repræsentanter rådgivere, leverandører og offentlige myndigheder med erfaring i gennemførelse af store it-projekter.
"Vi har oplevet en meget betydelig interesse for dette emne fra mange sider, og det er vi rigtigt glade for" siger chefkonsulent Andreas Wester Hansen, projektleder på it-udredningen. "For at sikre, at vi får alle synspunkter i spil, har vi gjort det muligt at sende input til arbejdet via vores hjemmeside i en standardiseret form. Man er naturligvis også meget velkommen til at kontakte os på anden vis, men den skabelon, vi har lagt ud på hjemmesiden, sikrer en vis ensartethed i de indlæg vi modtager, hvilket gør det nemmere at få alle perspektiverne med i det videre arbejde."
Skabelonen kan findes på it-udredningens hjemmeside, www.modernisering.dk/it-udredning og husk at deadline for indlæg er 1. december.
Det er forventningen at arbejdsgruppen kommer med en foreløbig orientering til regeringen ved udgangen af 2009 og på baggrund heraf kommer med de endelige anbefalinger til regeringen i marts 2010.
Senest opdateret 03-11-09
Har du spørgsmål eller input i forbindelse med Bud på bedre styring af statslige it-projekter? kan du evt. kontakte:
