Regeringen nu sat navn på de statslige løsninger og myndigheder, der bliver omfattet af en eller flere af de tre eDag3 målsætninger.
Med på listen er i alt 19 statslige løsninger, som skal leve op til den første målsætning.
Målsætningen går på, at borgerne alene skal logge sig på løsningerne ved at bruge NemLog-in med Digital Signatur – altså væk med forskellige pinkoder til forskellige løsninger. Det gælder blandt andet så forskellige løsninger som Lægemiddelstyrelsens ”Medicinprofilen.dk” og SKATs ”TastSelv Borger”.
Samtidig er der er identificeret 37 løsninger, der skal leve op til den anden målsætning, som handler om at få løsningen integreret visuelt på borgerportalen Borger.dk.
Formålet er at give borgerne én samlet og naturlig indgang til det offentlige på nettet, uanset om der er tale om et statsligt, kommunalt eller regionalt servicetilbud. Blandt de 37 er tyverianmeldelser til politiet, beregning af medicintilskud og bestilling af fisketegn.
Endelig er der sat navn på 118 statslige myndigheder fordelt på næsten alle ministerområder, der skal leve op til den tredje målsætning om at kunne kontaktes af borgere og virksomheder og kunne svare disse via dokumentboksen.
Der er fortsat en del statslige myndigheder, der benytter blanketløsninger, hvor borgeren eller virksomheden skal printe blanketten og efterfølgende sende den med posten til myndigheden. Disse løsninger er ikke omfattet af eDag3-kravene, men der arbejdes på at gøre blanketterne digitale og selvbetjeningsvenlige frem mod 2012.
Mange statslige myndigheder tilbyder allerede i dag eDag3-parate selvbetjeningsløsninger. Det gælder blandt andet alle Statsforvaltningernes løsninger, hvorfor de ikke er talt med ovenfor og der for heller ikke fremgår af listerne nedenfor.
Se mere om, hvilke kommunale løsninger, der er omfattet af eDag3 målsætningerne her.
Senest opdateret 03-03-10