Når en myndighed ønsker at digitalisere sin forvaltning, vil den til tider opleve, at juridiske barrierer sætter en stopper for den ønskede digitalisering. Det hænger sammen med, at lovgivningen ikke er udformet med digital forvaltning for øje. I nogle tilfælde kan de juridiske barrierer virke så uoverstigelige, at myndigheden opgiver at digitalisere. I de fleste tilfælde vil det være muligt at finde enten en teknisk eller organisatorisk løsning, som muliggør digitaliseringen. Med andre ord vil det ofte handle om at finde en digital løsning, som teknisk og organisatorisk lever op til de krav, som lovgivningen stiller.

Det kan imidlertid være svært at oversætte de juridiske krav, så det kan vurderes om den digitale løsning opfylder de hensyn, som ligger bag reguleringen og dermed de krav, som lovgivningen stiller.

Lovgivningen kan groft sagt opdeles i to kategorier. For det første den generelle forvaltningslovgivning, som udgør fundamentet for myndighedernes forvaltning. Det drejer sig primært om offentlighedsloven, forvaltningsloven, arkivlovgivningen og lov om persondatabeskyttelse. Den generelle forvaltningslovgivning skal myndighederne altid overholde, når de udøver forvaltningsvirksomhed – også selvom denne digitaliseres. For det andet er der speciallovgivningen, som regulerer de forskellige forvaltningsområder.

Den generelle forvaltningslovgivning
Den generelle forvaltningslovgivning udgør generelt set ikke en barriere for, at myndighederne digitaliserer deres forvaltning og for eksempel anvender selvbetjeningsløsninger. Der er imidlertid nogle helt specifikke krav til myndighedernes forvaltning, som også skal overholdes, når myndigheden bliver digital. Borgerne har fortsat ret til aktindsigt, begrundelse for en truffet afgørelse m.v.

Til forskel fra forvaltning i papirverdenen stilles der nogle særlige krav til myndighedernes behandling af personoplysninger, når disse opbevares digitalt. Disse krav findes i Lov om beskyttelse af persondata.

Nedenfor kan du finde nogle svar på, hvordan de generelle forvaltningsretlige love og regler skal fortolkes i forhold til Digital Forvaltning:

• Spørgsmål og svar om anmeldelse og aflevering af elektroniske arkiver
• Digital forvaltning og forvaltningsloven

Speciallovgivning
Speciallovgivningen regulerer det konkrete område, som skal digitaliseres. Speciallovgivningen udstedes af den relevante ressortminister og forvaltes typisk af det pågældende ressortministerium eller af kommuner og amter. Eksempler på speciallovgivning er folkeskoleloven, ophavsretsloven og lov om boligstøtte. Speciallovgivningen kan være til hinder for digitalisering af et område.

Det kan for eksempel være fordi reglerne indeholder et formkrav om brug af en bestemt blanket, underskrift m.v.  Regeríngen har netop iværksat en lovmodernisering med henblik på at fjerne sådanne formkrav, som unødigt hindrer anvendelsen af digital kommunikation.

Reglerne kan også på anden måde være til hinder for, at et område kan digitaliseres. Det kan være tilfældet, hvis reglerne indebærer, at forvaltningen skal udøve et skøn, eller at mange aktører skal inddrages. Myndighedens problemer med at digitalisere sine arbejdsgange, kan også skyldes at myndigheden ikke har fået tilrettet sin interne organisering eller instrukser til de digitale muligheder.

Når en myndighed er i stand til at digitalisere de administrative procedurer, som følger af lovgivningen, siger man, at de pågældende regler er e-administrerbare. Hvis myndigheden har problemer med at digitalisere arbejdsgange, kan det skyldes, at det bagvedliggende regelsæt ikke er e-administrerbart. Den Digitale Taskforce har i løbet af efteråret 2001 iværksat digitaliseringsprojekter, som har givet nogle erfaringer med digitale løsninger på områder med kompliceret lovgivning. Læs mere om sygedagpengeprojektet og e-administrerbare regler.

Senest opdateret 15-01-08